Synspunkt i Bornholms Tidende 20/4 af Morten Riis, FT-kandidat for Enhedslisten
I mange år har de bornholmske folketingsvalgkampe handlet om, hvem af kandidaterne fra de to store partier, der opnåede valg og således repræsenterede Bornholm på Tinget. Ikke at det ikke har været spændende, som f. eks. da Jeppe Kofod i 1998 slog Socialdemokratiets egen spidskandidat, Eva Fatum og i flere år sikrede sig plads på folkestyrets højborg. Men også Venstre har i nyere tid leveret overraskelser, som da Thor Gunnar Kofoed trods favoritværdighed først i 2005 og siden 2007 tabte til henholdsvis Joan Erlandsen og Peter Juel Jensen.
Som kandidat for et af de mindre partier, har denne tvekamp dog også altid forekommet ærgerlig og fordrejet. Fordrejet fordi det ind imellem ikke blev skelet til andre end de to partier – i debatter og mediedækningen. Og ærgerlig fordi de stemmer, der falder til andre partier end de to store ikke er spildte, men faktisk kan være med til at sikre mandater andre steder i landet.
I 2015 faldt det ”borgerlige” mandat igen ud til Venstre, men denne gang kun med en margin på 89 stemmer, og for nylig kom professor Kasper Møller Hansen så med en prognose, der helt sensationelt tilskrev Enhedslisten det andet bornholmske mandat.
Men det er ikke et enligt jordskredsvalg, der er på vej, som da Fremskridtspartiet i 1973 løb med mandatet, men en mangeårig undergravning af to-partis-dominansen – fra højre af DF og fra venstre af Enhedslisten.
Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi ser denne udvikling netop nu. Tiden kalder på forandring!
Siden 70’erne har industrien kendt til de menneskeskabte klimaforandringer, og bevidst gjort hvad de kunne for at lægge et røgslør ud om dem.
Samtidigt hermed er forskellene mellem rig og fattig taget voldsomt til – selv i vores ellers så lige velfærds-Danmark, hvor skattelettelser for de rigeste og forringelser af levevilkårene for mennesker på overførselsindkomster har trukket i hver sin retning.
Et ekstra element i denne sprængfarlige cocktail er de tiltagende modsætninger mellem de yngre og ældre generationer. De ældre, der har levet et liv i opgangstider, oplevet velstandsstigninger og øgede livsmuligheder. I modsætning hertil de yngre generationer, der skal betale klimaregningen for den store velstandsstigning siden 2. verdenskrig. Det er deres uddannelsesinstitutioner, der årligt er pålagt urimelige sparekrav. Det er dem, der skal belåne sig eksorbitant for at få en fod indenfor på boligmarkedet. Det er dem, der starter bagerst i ledighedskøerne, når konjunkturerne vender. Det er dem, hvis pensionsalder hele tiden udskydes.
Det er en bombe, der skal demonteres. For vi kan ikke garantere for udfaldet, hvis den springer.
· Vi er nødt til at tage fat om klimakrisen. Tempoet for nedbringelsen af CO2-udledningen er for lavt. Men det kan lade sig gøre at skabe balance. Enhedslisten har en plan: enhedslisten.dk/klimaplan
· Vi skal sikre, at alle vores børn bliver klædt på til at magte verden og livet. Rundt omkring i landets skoler og daginstitutioner skal medarbejdernes faglige kompetencer have fri udfoldelsesmulighed.
I dagsinstitutionerne vil vi indføre minimumsnormeringer og i folkeskolen et klasseloft på 24 elever – finansieret ikke af kommune-, men af statskassen.
· Aftalen om senere tilbagetrækningsalder, som alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten tilsluttede sig i 2011, hører hjemme på historiens losseplads. Det kan alle se. Ingen kan arbejde så længe, og det er også kun rimeligt, at man efter et langt arbejdsliv, har mulighed for at nyde et velfortjent otium.
Finansieringen af alt dette kan for en stor del løses ved at tilbagerulle de skattelettelser, der er givet til de bedst stillede over de sidste mange år. Det er alt sammen bare et spørgsmål om, hvordan vi skærer kagen.
For første gang nogensinde er det måske muligt at sende et progressivt rød-grønt mandat fra Bornholm til Christiansborg. Jeg håber, du vil overveje, om ikke tiden er moden.
