Tale til demonstration:
Det kunne have været os!
Det kunne have været os, der efter årtiers nakkedukken og stiltiende accept af undertrykkelse, overvågning, knægtelse af basale menneskerettigheder, og opildnede af det arabiske forårs friske vinde og det internationale samfunds opmuntring tog bladet fra munden og talte vores diktator imod.
Det kunne have været os, der få år senere, i skuffelse over det internationale samfunds glemsel og principløshed og i rædsel over de bomber og giftgasangreb, som slog ned omkring os, tog den svære beslutning at pakke de vigtigste fornødenheder, forlade vores lejlighed, vores hus, vores madmarkeder, vores venner, vores land og begav os ud på en lang, lang rejse. Til vands, med tog, til fods – over bjerge og langs motorveje.
Det kunne have været os, der søgte tilflugt i et fremmed land. Ikke fordi, det var det, vi ønskede, men fordi, det var den eneste udvej, hvis vi ville bevare vores liv i behold.
Det kunne have været os, der fandt husly, sikkerhed, og til trods for store savn, fik etableret et nyt hjem, en ny hverdag, mens vi længtes efter, at der igen skulle blive fred og frit, så vi kunne vende rigtigt hjem.
Det ER os! Det er vores nabo. Det er vores skolekammerat. Det er vores kollega. Det er vores ven!
Og det land, vi kom til, er Danmark.
Danmark: Vores land, der beskæmmet af de skæbner, som vi havde set, mennesker lide i 30ernes og 40ernes Europa, hvad enten det var mennesker fra andre lande, der kom til os på flugt fra krigens ødelæggelser, eller mennesker – borgere midt iblandt os – der på grund af deres etniske ophav blev drevet i skjul, på flugt over Øresund, sammen med resten af verden, sagde ALDRIG MERE! Og derfor var medunderskrivere til grundlæggelsen af FN!
Vores land, Danmark, der, fordi vi aldrig igen skulle stå i situation, hvor mennesker på flugt, ikke kunne opnå beskyttelse fra krigens rædsler og ufrihed, var det første land til at underskrive Genevekonventionen, sådan at aftalerne var klar, skulle der igen opstå en humanitær krise, som den, der ramte Europa under og efter 2. verdenskrig.
Det er
de erfaringer,
de levede og mistede liv,
de principper og
de løfter om at tilbyde husly og noget, der bare tilnærmelsesvis ligner en hverdag til mennesker på flugt,
vi aldrig må svigte.
Heller ikke nu.
Gør vi det, er vi ikke bare med til at legitimere et diktatur.
Gør vi det, bringer vi os også i fare for at miste os selv, vores troværdighed, vores demokrati og vores menneskerettigheder.
Derfor er vi samlet i dag; ikke bare på Bornholm, men 25 steder rundt i Danmark.
Derfor taler vi på vegne af de mange, der i disse dage har stadigt sværere ved at genkende dét parti og de politikere, de har betroet deres stemme. Og vi siger – højt og tydeligt – at svigter I disse principper og disse løfter nu, så er det jer, der vender Danmark ryggen! Det må ikke ske! Ikke i vores navn! Ikke med vores stemme! Tak for ordet!
Rønne, 19. maj 2021
Helle Munk Ravnborg
Kandidat til kommunalbestyrelsen, Bornholm, Enhedslisten
