Af Morten Riis (Ø), viceborgmester i Bornholms Regionskommune og Line Barfod (Ø), Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune
Et velfærdsoprør har det seneste års tid ulmet i kommuner og regioner. Oprøret kan vise sig at være altafgørende både for den daglige kamp for enkeltstående forbedringer af velfærden, men også for den langsigtede kamp for at bevare et samfund med udpræget grad af lighed i sundhed, uddannelse og indkomst. Det er selve sammenhængskraften i vores velfærdsstat, der står på spil. Men det er ikke for sent at redde den universelle velfærd, men det kræver, at vi i fællesskab siger nok er nok.
Det er ikke noget tilfælde, at velfærden halter. For 20 år siden udlagde Claus Hjort Frederiksen åbent visionen for den daværende borgerlige regering, som han var beskæftigelsesminister og en central skikkelse i. Den lød meget fortættet således:
”De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid, før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med fem procent. Mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.”
Det tog lidt længere tid, end Hjort Frederiksen og den øvrige Venstre-top havde ønsket sig, men det er det Danmark, vi lever i nu. Tal fra Kraka/Deloitte peger på, at det private forbrug pr. borger siden 2010 er løbet fra det offentlige forbrug pr. bruger. Det betyder, at der i dag mangler 50 mia. kr. i den offentlige velfærd, hvis den skulle følge med det private forbrug.
Og i takt med at vi oplever at vores private forbrug udvikler sig, at vi har råd til mere, så forventer vi også, at det offentlige udvikler sig i samme takt. I stedet for bliver bygninger nedslidte, der mangler bøger i skoler og på biblioteker, pædagoger, lærere, sygeplejersker, og mange flere skal løbe hurtigere og hurtigere og dagpengene og kontanthjælpen dækker dårligere og dårligere, hvis man bliver arbejdsløs eller syg. De der har råd vælger derfor i tiltagende grad det offentlige fra til fordel for private løsninger. Det gælder først og fremmest sundhedsforsikringer, men også privatskoler, ældrepleje med tilhørende tilkøbsydelser, ekstra dagpengedækning med arbejdsmarkedsforsikringer. Mindst 23% af velfærden ydes i dagens Danmark af private leverandører. Det vurderer Jon Kvist, professor ved RUC i europæisk offentlig politik og velfærd, og det er ifølge ham endda et forsigtigt skøn.
Fortsætter vi ad den vej, vil den universelle velfærdsmodel sygne hen, og det vil være slut med, at vi alle bidrager til de fælles goder via vores skatteindbetalinger. Tilbage vil stå et samfund, hvor enhver vil være sig selv nærmest. Indsatser, som vi hver især – forhåbentlig ganske sjældent – har brug for, men som de færreste kan betale i en håndevending, vil være forbeholdt dem, der her og nu har råd til dem. Det kan dreje sig om bekostelige operationer eller andre specialiserede indsatser, f.eks. indenfor psykiatrien. Men for de laveste indtægtsgrupper i samfundet vil de uopnåelige goder også hurtigt blive mere jordnære indsatser, og allerede nu ser vi familier, der har svært ved at finansiere selv børnenes fritidsinteresser eller børnefødselsdage.
Et velfærdsoprør har det seneste års tid ulmet i kommuner og regioner. Oprøret kan vise sig at være altafgørende både for dag-til-dag-kampen for enkeltstående forbedringer af velfærden, men også for den langsigtede kamp for at bevare et samfund med udpræget grad af lighed i sundhed, uddannelse og indkomst. Det er selve sammenhængskraften i velfærds-Danmark, der står på spil – villigheden til at løfte i flok.
At meget er gået, som Venstres chefstrateg anno 2004 forestillede sig, er imidlertid ikke det samme som, at en udvikling i den modsatte retning ikke er mulig. Vi kan stadig nå at standse ulykken. Men det kræver, at alle os, der foretrækker bedre normeringer i børnehaverne, to-lærerordning i skolerne, klimasikring af udsatte områder, bedre kollektiv transport, ordentlig og lige sikring ved sygdom og ledighed fremfor skattelettelser eller direkte skattestop – at vi står sammen, råber vagt i gevær og kræver, at regeringen afstemmer sig efter det store flertals ønsker.
Når det har taget så lang tid for Hjort Frederiksens plan at blive til virkelighed, skyldes det netop bred folkelig modstand. Ved mange lejligheder har borgerne vist deres modstand imod demonteringen af velfærden. I 2006 kom statsminister Anders Fogh Rasmussen for skade at betegne de mange fremmødte demonstranter for ”socialistiske ballademager”, men også i 2016 og i 2019 var der store folkelige protester, først imod det såkaldte omprioriteringsbidrag og siden til fordel for minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Så handling kan altså give forvandling. Når det alligevel lykkedes at ændre Danmark så meget, skyldes det primært to ting: At taktikken fra starten var anlagt til at være langsigtet, og at socialdemokraterne ikke har brugt deres regeringsperioder til at gøre op med de to hjørnesten i taktikken – skattestoppet og den beskedne offentlige vækst.
I øjeblikket står kommunerne og regionerne med to store problemer. For det første et serviceniveau, der ikke kan følge med borgernes forventninger, og for det andet nogle løn- og ansættelsesvilkår, der gør det svært at fastholde arbejdskraften i den offentlige sektor, så helt afgørende velfærdsopgaver fortsat kan løses. Der er brug for en omvendt Hjort. Der er brug for, at den offentlige sektor i en årrække vokser hurtigere end den private, at væksten i det offentlige forbrug er større end den generelle økonomiske vækst.
Det er på tide at stoppe og ændre retning, mens vores fælles velfærd stadig står til at redde! Regeringen er ikke sene til at udråbe Danmarks økonomi som bundsolid. Derfor insisterer vi også på, at der er råd til velfærd for alle. Der er råd til at stoppe den voksende ulighed. Og den skal stoppe nu! Vi opfordrer alle borgere, alle medarbejdere og medudvalg, alle faglige klubber og organisationer, foreninger og forbund, alle interesseorganisationer og kommunalt og regionalt valgte til at sige fra. Vi skal have vendt skuden!
[1] Interview i Børsen, 16. februar 2004 [1] https://www.kl.dk/media/rwhm0k4m/oplaeg-kkr-midtjylland-fremtidens-velfaerd-og-samfundskontrakten.pdf [1] Frihed, lighed og privat velfærd: På vej mod en ny samfundsmodel, Brask Fischer, J. & Kvist, J., Gyldendal
Debatindlægget er bragt i Bornholms Tidende fredag d. 15. marts 2024
