Regionen er bornholmernes sikkerhed i sundhedsvæsnet

Synspunkt i Bornholms Tidende 15/4 af Niclas Fick medlem af social- og sundhedsudvalget og folketingskandidat for Enhedslisten

SYNSPUNKT

Der er skrevet og sagt meget om regeringens forslag til ændring af vores nuværende sundhedsvæsen – med nedlæggelse af regionerne, som et af de mest drastiske tiltag.

Flere vil hævde, at reformen er et røgslør, der tages i brug for at dække over kommende besparelser i forhold til den konkrete og voksende velfærdsopgave, som venter det danske samfund.

Vi kender alle fortællinger om et presset og fortravlet sundhedspersonale på hospitaler, for hurtige udskrivelser af patienter, der må genindlægges på grund af manglende kapacitet, flow og ressourcer i forhold til deres aktuelle problematikker og behov.

I stedet for at annullere de nuværende regioner, så bør regeringen understøtte og udvide kvaliteten i tilsynet med sundhedsbehandlingen i regionerne.

Bornholms placering i Region Hovedstaden giver så afgjort bornholmerne en sikkerhed i sundhedsbehandling. Forudsigelighed i forhold til behandlingssted og hurtig adgang til specialiserede læger er så afgjort afgørende for bornholmernes tryghed som patienter.

Vores sundhedsvæsen skal udvikles og ikke udsultes. Når regeringen med Lars Løkke i spidsen melder ud, at aldrig er der brugt så mange penge på sundhedsvæsnet som nu, så skal dette skønbillede holdes op overfor, at der også udføres langt flere behandlinger end tidligere.

Arbejdet med lokale sundhedshuse er spændende og meningsskabende for alle de medborgere, som via ambulant behandling kan føle sig mindre syge i et ikke-hospitalsmiljø.

Jeg kender personligt til dygtig og kompetent varetagelse af sundhedsopgaver på Bornholm. Dette arbejde bør udvikles og ikke kastes på gulvet i en manøvre med indførelse at et nyt sundhedsvæsen, der handler om at pålægge kommunen flere opgaver, hvor der ikke på sigt er sikret forudsigelighed i finansiering og tilstrækkelig kapacitet, herunder kvalificeret personale.

Sundhedsopgaver i samfundets ændrer sig med øgede behov hos flere ældre, som lever længere og får flere sygdomme/lidelser, der skal håndteres samtidig.

En del af disse sundhedsopgaver må gerne løftes lokalt i kommunerne, men det skal ske på baggrund af en kendt organisering og en gennemskuelig og fyldestgørende økonomi, der gives fra stat til kommune.

Vi har ikke brug for fonde og lignende, som lyder flot, men reelt er et hold kæft-bolche, som kommuner tildeles med regeringens nye sundhedsmodel.

Måske er vi på Bornholm, lige nu, bedre stillede end andre danskere, som vil få ændret adgang til behandling og besværliggjort deres vej til sundhed betydeligt.

Lad os beholde og udvikle det nuværende sundhedsvæsen og bakke op om god og lige vej til behandling for alle i Danmark – i by såvel som i provinsen.