Flere voksne i børnenes hverdag

At aflevere sit kæreste eje, sine børn, i en vuggestue eller en børnehave skal ikke være forbundet med at få en klump i halsen. Vi er alle afhængige af, at der bliver taget vare om vores børn, imens vi er på arbejde.

Og vores daginstitutioner er og skal også være mere end bare et pasningstilbud. Derfor er der brug for, at normeringerne, ikke kun på Bornholm – men også på Bornholm – går op.

Enhedslisten har fremlagt en fuldt finansieret plan for, hvordan vi får 10.000 flere pædagogiske ansatte i vores daginstitutioner.

Bornholms andel af landsinitiativer udgøres ofte til en procent, og det betyder altså 100 flere ansatte i daginstitutionerne på Bornholm.

Hver dag knokler i forvejen hundredvis af kommunalt ansatte for at løfte væsentlige velfærdsopgaver inden for ofte urimelige økonomiske rammer. Rammer, der også alt for ofte spænder ben for medarbejdernes faglige ambitioner.

Med 100 flere ansatte i øens daginstitutioner bliver der plads til at sætte børnene og medarbejdernes faglige ambitioner i centrum. Så et stort og rungende ja herfra til minimumsnormeringer. Og et lige så stort ja til, at finansieringen findes på finansloven og ikke under de kommunale budgetforhandlinger.

For skulle der være nogen, der er i tvivl om det, så lad mig her slå fast, at det nemlig hverken er politiske visioner eller uduelighed, der afholder kommunalbestyrelsen fra at hæve normeringerne i morgen. Det er finansieringen.

Men vi skal simpelthen gøre det bedre for vores børn, for deres familier og de voksne i daginstitutionerne. Det er muligt.

Morten Riis
Holkavej 6, Gudhjem
folketingskandidat for Enhedslisten
og formand for børne- og skoleudvalget

Læserbrev i Bornholms Tidende 3/6-19