Morten Riis, gruppeforperson for Enhedslistens gruppe i kommunalbestyrelsen, holdt tale til FH Bornholms fælles 1. maj på Bornholms Efterskole.
Til en start vil jeg gerne sige tak – tak, fordi vi måtte komme.
1. maj, det er jo arbejdernes og arbejderbevægelsens dag – ikke partiernes.
Men tak for invitationen til at komme og tale her i dag, hvor der jo har været en del snak om, hvem der egentlig måtte og ville komme.
I dag er det præcist et halvt år siden, vi havde valg til Folketinget.
Jeg tror, vi alle husker de sidste timer af den valgaften.
Da det pludselig tippede. Pyha, tænkte vi i Enhedslisten. Det var tæt på.
Måske var nogle af jer allerede gået i seng.
Lars Løkke havde jo sådan set holdt sejrstalen.
Så hvad skulle man blive oppe for.
Men det lykkedes – og så alligevel ikke.
Det var jo som bekendt muligt at lave en mindretalsregering på et flertal ud mod venstrefløjen.
Men vi fik altså en blå flertalsregering i stedet for. Det lykkedes for Løkke.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i Enhedslisten gerne havde fortsat det samarbejde, vi havde med den forrige regering.
Alt var ikke fryd og gammen, men der er igennem de seneste tre år lagt nogle vigtige politiske spor ud:
Den offentlige tandlægeordning er blevet udvidet til unge op til 21.
Vi har fået forbedrede normeringerne i daginstitutionerne.
Der er kommet flere penge til psykiatrien og velfærd generelt.
Tilbagetrækningspolitikken er trukket i den rigtige retning
Vi har fået en samtykkelov.
Der er blevet lavet indgreb overfor boligspekulation, indført midlertidigt huslejeloft og særskat for banker og olieselskaber.
Den gensidige forsørgerpligt for pensionister er blevet afskaffet.
Der er blevet oprettet nye naturnationalparker
og vedtaget en bindende klimalov.
Men nu har Mette Frederiksens Løkkeregering travlt med at øge arbejdsudbuddet alle de steder, den kan komme i tanke om:
– Den afskaffer en fridag i bededagene, på trods af massiv folkelig modstand og uden den mindste inddragelse af arbejdsmarkedets parter.
– Den blå flertalsregering vil gøre det sværere for arbejdere at trække sig fra arbejdsmarkedet; selvom du har arbejdet i mange år, måske er nedslidt og tilhører den del af befolkningen, der har ganske få leveår at se frem til efter et endt arbejdsliv.
– Regeringen har allerede sænket den beløbsgrænse, der findes for udenlandsk arbejdskraft med 90.000,-kr. Det betyder, at lønpresset på helt almindelige stillinger bliver øget markant.
Kom med bare et eneste eksempel på, at en udenlandsk arbejder har sagt nej til at arbejde i Danmark, fordi lønnen er for høj? Nej vel? Det handler om at trykke lønnen ved at øge ”arbejdsudbuddet”. Det er det overordnede formål med regeringens politik.
– Men Mette Frederiksens Løkke-regering vil også tvinge mennesker af udenlandsk herkomst til at arbejde 37 timer om ugen i en såkaldt arbejdspligt. Man ser for sig, hvordan et enormt kommunalt bureaukrati skal stables på benene for en relativ lille gruppe og med overhængende fare for bare at reetablere fortidens nytteløse nyttejobs.
Naturligvis er der i øjeblikket stor efterspørgsel på arbejdskraft. Og ja, det har en strukturel karakter. Men hvad om man faktisk gjorde noget ved de flotte ord og store ambitioner, man bryster sig af på erhvervsskole-området? Men de er ikke en gang blevet tilgodeset i den ellers netop bredt vedtagne finanslov.
Hvad om man sikrede FGU’ernes økonomi, når nu de står undervisningsministerens hjerte så nær, så de 45.000 unge uden arbejde eller uddannelse faktisk kunne blive en del af arbejdsstyrken.
Alle arbejdsudbudsreformerne fungerer som en nedadgående spiral på lønudviklingen for helt almindelige arbejdere, og det i en tid med en historisk voldsom inflation – en inflation, der har gjort det svært for mange at få råd til huslejen, madpakkerne, børnenes fritidsaktiviteter og el-regningen.
Og samtidigt med at politikerne råber på arbejdskraft, så bliver mennesker på flugt henvist til et liv i flygtningelejre, livsfarlige bådture over Middelhavet, og hvis de er heldige til et liv i bunden af arbejderklassen i Europa.
Mette Frederiksen var forleden i Rom for at snakke med Italiens præmiereminister, Giorgia Meloni – ikke om hvordan man får opsagt Dublin-aftalen, så vi kan få en mere rimelig og ensartet ansvarsfordeling af den store opgave, det rigtigt nok er, at hjælpe mennesker på flugt på fode igen, men for at snakke om, hvordan EU’s ydre grænser kan blive forstærket.
Og nu er svenskerne så også begyndt at se lyset et i asylmodtagercenter i et tredjeland.
Ja, hvor er vi på vej hen?!
Klimaindsatsen, der jo burde op i gear, er gået i tomgang.
Reduktionsmålene indenfor landbruget og industri bliver ikke indfriet med de nuværende indsatser.
Det er faktisk ikke mine ord, men klimarådets.
De vurderer, at 2025-målet for nuværende ikke ser ud til at blive opfyldt.
Det bliver de teknologiske fiksfakserier, der skal redde reduktionsmålene, Carbon Capture Storage og Power to X, selvom gevinsten herved er tvivlsom – og hvis det så stadig kniber, så blander vi bare lidt biodiesel i de fossile brændstoffer.
Hvordan vil den blå flertalsregering så forholde sig til de kommunale og regionale velfærdsopgaver?
Det ved vi om ganske kort tid, hvor økonomiaftalerne mellem regeringen og kommunernes landsforening og danske regioner skal være forhandlet på plads.
Men lad mig sige det sådan, signalerne efterlader ikke meget plads til optimisme.
Det offentlige forbrug, udgifterne til vores børns skoler og daginstitutioner, hele sundhedsvæsenet, hjemmeplejen skal holdes nede, så inflationen ikke løber løbsk.
Så vi skal arbejde mere, se reallønnen blive udhulet, holde ikke-vestlige mennesker ude af landet, holde de store CO2-udledere fri i klimakampen, opruste militært uagtet at NATO-landene allerede er alle andre lande militært overlegne med jeg ved ikke hvilke faktor, og så skal vores børn og ældre formentlig også holde for.
Det kan godt være, det gav os nogle skrammer at være parlamentarisk flertal for den forrige regering.
Men jeg synes faktisk, det er tydeligt, at det nyttede noget, det arbejde.
Og i Enhedslisten var vi klar til fortsætte.
Vi vil gerne samarbejde.
Vi vil altid stå på arbejderklassen side.
Men vi vil ikke acceptere den fremmedfjendske måde, som arbejderklassen bliver sat op imod hinanden på.
Vi vil en fredelig verden, og vi ønsker at redde vores økosystem og gå forrest i klimakampen
Vi vil have et ordentligt velfærdsniveau, med lighed i sundhedsbehandlingen og skolegang,
Vi går ikke til et fælles 1. maj-arrangement, fordi vi elsker regeringen.
Vi går til et fælles 1. maj-arrangement for at gøre det klart, at der er et alternativ.
At vi er klar til at kæmpe for arbejdernes vilkår.
Go’ kampdag!
