Frida Kristensens 1. maj tale

Frida Kristensen, folketingskandidat for Enhedslisten på Bornholm, holdt tale til Enhedslisten Bornholms 1. maj arrangement

Hej allesammen

I dag er det arbejdernes internationale kampdag. Det er en dag hvor vi som socialister står sammen skulder mod skulder. Og minder hinanden om vores vigtige kamp for retfærdighed, lighed og solidaritet.

Det er en kamp som har varet længe, men som langt fra er færdig.

På fredag er det vores sidste store bededag. Det kan vi takke den nye regering for.

Det er en regering som fører klassekamp fra oven. De tager fra de fleste og giver til de rigeste. 

De har tyvstjålet vores forårsfridag også selvom mere end hver fjerde voksen føler sig stresset. Samtidig med at en historisk stor mistrivselskrise hærger blandt unge. Vi har en regering, som sætter vækst højere end hensyn til befolkningen.

Desværre er det ikke kun vores fridage, der er i fare. Regeringen har også foreslået en 37-timers arbejdspligt målrettet ikke vestlige kvinder. Det er tvangsarbejde med en timeløn på 40-50 kroner. Det er ren symbolpolitik, det er uretfærdigt og skaber et underbetalt b-hold. De fleste ville nok kalde det for løndumping.

Ingen af os her kan acceptere den udvikling. Derfor må vi stå sammen og kæmpe imod regeringens asociale politik, der kun gavner de rigeste og gør livet sværere for arbejderklassen og udsatte grupper.

Vi må minde hinanden om, at vores kamp for retfærdighed og lighed er vigtigere end nogensinde før.

Rigtig god kampdag.