Heldigvis ser det ud til, at man har fået øje på, at det vil være dumt at gentage fortidens fejltagelser, hvor retten til at udnytte fælles ressourcer – nemlig Nordsøens olie- og gasfelter – blot blev foræret væk i Danmark, mens man i Norge i langt højere grad formåede at forvalte sådanne ressourcer til fælles økonomisk fordel.
Af Helle Munk Ravnborg, kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten
Det kommer næppe bag på nogen, at mange landkommuner i disse år godt sukker efter en økonomisk saltvandsindsprøjtning, så der igen kan komme gang i byernes handels- og kulturliv, og så familierne kan føle sig betryggede i, at der også vil være gode tilbud til dem, når børnene skal passes og i skole, når man kommer til skade og skal genoptrænes, eller når man bliver ældre og får brug for en ekstra hånd i hjemmet. Derfor – og for at være en del af løsningen på den galopperende klimakrise – har mange landkommuner budt sig til, når projektudviklere for sol- og vindprojekter har været på udkig efter placeringer til nye energiprojekter.
Det gælder ikke mindst mange jyske kommuner, hvor der de senere år er blevet anlagt store sol- og vindparker. Men nu der er begyndt at ske noget nyt. Lysten til at spille aktivt med i den grønne omstilling er ikke blevet mindre, men en del kommuner er begyndt at blive opmærksomme på, at det kan ske på flere måder. I stedet for blot at byde projektudviklerne indenfor, er kommuner som Ringkøbing-Skjern, Varde, Lemvig, Esbjerg og Tønder begyndt at se på, om ikke projekterne kan udvikles på en anden måde – og ikke mindst i et andet ejerskab – sådan at de lokaløkonomiske gevinster bliver større. Og Landdistrikternes Fællesråd har netop udgivet et bud på en grøn helhedsplan for danske landdistrikter, der har ‘forpligtende lokalt afkast fra energianlæg’ som sit første pejlemærke – noget der blandt andet foreslås opnået gennem lokalt ejerskab og dermed en bedre fordeling mellem byrder og gevinster. I disse bestræbelser er kommuner, landdistrikter og lokalsamfund hjulpet godt på vej af den lovgivning, der blev vedtaget i Danmark for et par år siden, som gjorde det muligt at oprette vedvarende energifællesskaber – lokale energifællesskaber og borgerenergifællesskaber – også med kommunal deltagelse.
For en del år siden udgav Karl Sperling og Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet en rapport, som undersøgte betydningen lokalt ejerskab til energiproduktion. De tog udgangspunkt i en 52 MW landvindmøllepark i Billund Kommune med et på daværende tidspunkt anslået anlægsbudget på 24 mio. kr. og undersøgte forskellige fordelinger af ejerskab, heriblandt en fordeling, hvor det fulde ejerskab lå uden for kommunen, og en fordeling, hvor ejerskabet var fuldt lokalt forankret inden for kommunegrænsen, fordelt med 50 procent til en lokal projektudvikler og 50 procent til lokale borgere. Resultaterne er tankevækkende. I modellen, hvor alt ejerskab lå uden for kommunen, blev den årlige lokaløkonomiske effekt i driftsfasen anslået til at være 500.000 kr. pr. år. Heraf var cirka halvdelen indtægter til kommunekassen i form af bidrag fra projektejer til den grønne pulje (dengang grøn ordning), mens den anden halvdel knyttede sig til den ekstra lokale beskæftigelse, som driften og vedligeholdelsen af vindmøllerne kastede af sig. Til sammenligning så var de lokaløkonomiske effekter ved 100 procent lokalt ejerskab næsten tre gange højere, altså næsten 1,5 mio. kr. pr. år! Her var der nemlig ikke bare tale om bidrag til kommunekassen, men også om borgere og virksomheder, der fik del i overskuddet fra salget af strøm, og alle de dynamiske effekter dette giver til omsætningen i det lokale handels-, kultur og erhvervsliv. Og med sådanne lokale gevinster, kan investeringerne hurtigt tjene sig hjem.
Det er det billede, som en række jyske kommuner og også Landdistrikternes Fællesråd, nu er begyndt at få øje på, og derfor er begyndt at stille krav om lokalt ejerskab. Flere er også begyndt at oprette energifællesskaber, nogle med kommunal deltagelse. For hvorfor lade størstedelen af den økonomiske gevinst ved at lægge jord og udsigt til vedvarende energianlæg lande uden for kommunen, hvis den gennem en anden fordeling af ejerskab kunne lande inden for kommunegrænsen og være til gavn både for den private og kommunale økonomi?
Og her i ellevte time ser det nu også ud til, at man fra politisk side på Christiansborg nu er vågnet op, når det gælder udnyttelsen af Danmarks fælles havvindsressource. Heldigvis ser det ud til, at man har fået øje på, at det vil være dumt at gentage fortidens fejltagelser, hvor retten til at udnytte fælles ressourcer – nemlig Nordsøens olie- og gasfelter – i Danmark blot blev foræret væk, mens man i Norge i langt højere grad formåede at forvalte sådanne ressourcer til fælles økonomisk fordel (at man også i Norge har bidraget kolossalt til ødelæggelsen af klimaet, er en anden, og ganske trist sag). Derfor overvejes det nu at stille krav om 25 procent statsligt ejerskab til de statslige havvindsprojekter, der inden længe vil blive udbudt, blandt andet ud for Bornholm. Dette blik på ejerskab, på at sikre fordele for fællesskabet i den grønne omstilling af vores energiforsyning – hvad enten det er i kommunerne eller på nationalt niveau – er fuldstændig fundamental. For netop fordi energiproduktion og forsyning er så central for vores samfund, så giver ejerskabet hertil ikke blot større forsyningssikkerhed; det giver også større økonomisk sikkerhed. Og så får ejerskabet kolossal betydning, ikke bare for opbakningen til den grønne omstilling, men også den sociale og økonomiske sammenhængskraft i vores samfund, i kommunerne såvel som mellem land og by, nu og mange år fremover.
Debatindlægget er bragt i Bornholms Tidende 22. maj 2023
