Et landevejsprincip for transport af strøm

Af Helle Munk Ravnborg, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten

Vi skal have skabt lige muligheder for elektrificering på tværs af Danmark. Det kræver udvikling og anvendelse af et ’landevejsprincip’ for transport af strøm, der udligner forskellene i nettarifferne på tværs af landsdele. Det budskab vil Enhedslisten Bornholm bede Pelle Dragsted tage med til Christiansborg, når han besøger Bornholm den 22. januar.

At Bornholm er en ø-kommune midt ude i Østersøen, er det svært at komme uden om. Dét gør det ikke bare vanskeligere, men også dyrere at komme til og fra Bornholm, end hvis man skulle transportere sig en tilsvarende distance over land. Og selvom vi frygtelig gerne ville være nogle flere bornholmere, så kommer vi heller ikke uden om, at Bornholm er et relativt tyndt befolket område sammenlignet med andre dele af Danmark. Dét gør det om ikke vanskeligere, så i hvert fald dyrere at transportere strømmen ud til den enkelte bornholmske forbruger sammenlignet med, hvad det koster at transportere den samme mængde strøm ud til den enkelte forbruger i et mere tæt befolket og måske også mere strømforbrugende område end Bornholm. Men mens vi, når det gælder transport af mennesker, i Danmark over tid har udviklet og via statstilskud anvender det såkaldte ’landevejsprincip’, altså princippet om at det ikke skal koste mere (per kilometer) at sejle med færge, end det gør at køre i bil via landevej, så er det samme så langt fra gældende, når det gælder transport af strøm.

Det betyder, at det i dag er 60 procent dyrere at få transporteret strøm af Trefor Elnet Øst til sin bolig eller sin lille virksomhed på Bornholm, end det er i Nordsjælland, hvor det er Radius, der står for strømtransporten, og hele 133 procent dyrere sammenlignet med, hvad transporten af strøm koster i Trekantsområdet, hvor Trefor står for strømtransporten. Selv abonnementet er dyrere på Bornholm. Det skaber naturligvis helt ulige vilkår i Danmark ikke bare blandt borgere, der ønsker at være en del af den grønne omstilling ved for eksempel at udskifte en udtjent fossile bil med en elektrisk, men også blandt virksomheder.

Det er som sådan ikke nyt, at priserne for at få transporteret strøm på Bornholm ligger i den dyre ende sammenlignet med priserne andre steder i Danmark, men noget tyder på, at gabet mellem prisen på Bornholm og i andre dele af Danmark er blevet større de senere par år. Det er den gale vej at gå, hvis man ønsker et Danmark i balance, hvor alle – både borgere og virksomheder – har lige muligheder for at tage del i den grønne omstilling.

Derfor haster det med at få udviklet og implementeret en ’søster’ til landevejsprincippet, der kan gælde for transport af strøm, sådan så det koster det samme for den enkelte forbruger eller virksomhed at få transporteret en kilowatttime strøm, uanset om man hører til i Klemensker eller i Kolding. At klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard efter sigende er gået i tænkeboks i forhold til at komme med et bud på, hvordan den milliard store regning, som udbygningen af elnettet til Danmarks grønne omstilling forventes at koste, skal finansieres, gør det bare endnu mere presserende at få udviklet en sådan udligningsordning for transport af strøm.

Ønsket om udviklingen af et ’landevejsprincip’ og tilhørende udligningsordning til gavn for geografisk ligestilling i Danmark, når det gælder transport af strøm, vil være et af de budskaber, Enhedslisten Bornholm vil bede Enhedslistens nye politiske ordfører Pelle Dragsted om at bringe med videre til Christiansborg, når han besøger Bornholm den 22. januar. Her vil han blandt andet besøge den nye transformerstation, som Trefor Elnet Øst er i færd med at etablere i Bodilsker. At have et velfungerende og veldrevet elnet med tilstrækkelig kapacitet til transport af strøm mellem producenter og forbrugere af strøm er selvsagt helt afgørende for den grønne omstilling, vi kun står ved begyndelsen af. I Enhedslisten ønsker vi dog ikke alene, at omstillingen væk fra det fossile skal være grøn; vi ønsker også, at den skal være retfærdig, både økonomisk og geografisk. For os betyder det to ting: Dels at skal sikre, at regningen for den del af udbygningen af elnettet, der sker for at sikre tilstrækkeligt med strøm til meget energikrævende virksomheder også løftes af sådanne virksomheder ved at blive lagt på de tariffer (A- og-B tariffer), som sådanne virksomheder betaler, snarere end at blive lagt oven på de nettariffer (C-tariffer), som almindelige borgere og små virksomheder betaler. Dels at vi skal sikre lige vilkår for transport af strøm på tværs af landet ved at udvikle et ’landevejsprincip’ og en tilhørende udligningsordning for transport af strøm, så tyndt og tæt befolkede landsdele har lige muligheder for at tage del i den grønne omstilling.

Indlægget er bragt i Bornholms Tidende 17. januar 2024