Tre år er der gået, siden vi sidst var samlet, sådan fysisk – fagbevægelsen og de røde partier på Bornholm til fælles 1. maj. Og hold da op hvor har det været nogle skelsættende år. Først Corona, hvor vi på den ene side holdt afstand og på den anden side rykkede sammen. Og nu krigen i Ukraine – der jo bekymrer os alle, men også deler os, tror jeg: For hvordan standser vi bedst krigen og dem, der har opildnet den.
Fælles for begge kriser og det, de trækker efter sig af virkninger, er, at de har gjort det endnu mere vanskeligt at være i en udsat position, alene at bero sig på det, man kan skaffe ved egen kraft. Arbejderklassens vilkår og ikke mindst levevilkår er med andre ord under et stort pres. Det gælder særligt, når vi kigger ud i verdenen, men det gælder også i Danmark.
Lige nu oplever vi stigende leveomkostninger – både på fødevarer, alskens materialer og energipriser; en inflation, der allerede havde taget fart før Ruslands krig i Ukraine, men som sandsynligvis kun vil blive forstærket heraf – særligt i forhold til energipriserne.
De borgerlige økonomer kommer allerede med råd om ikke at lade prisstigningerne blive efterfulgt af lønstigninger, for at inflationen ikke skal løbe løbsk. Men hvis det råd bliver fulgt, bliver det arbejderne selv, der med deres levestandard må udjævne gabet mellem lønnen og udgifterne.
Og ja, vi har da nok mange af os tillagt os vaner, som i det store, også klimamæssige perspektiv ikke er langtidsholdbare. Det ved vi jo godt, men bilder os ind, at når det bare kun er os, der tager på charterferie eller køber den der nye bil, så går det jo nok. Men når vi alle opererer med individuelle undtagelser, bliver det jo faktisk et fælles vilkår. Og vi kan ikke klare en fælles undtagelse i forholdet til afgørende klimahandlinger. Der er faktisk brug for klimahandling, ikke klimasnak eller klimaplaner eller klimaambitioner, men klimahandling – nu!
Og til regeringen: der er ikke brug for eller plads i klimabudgettet til at udvide infrastrukturen med flere motorveje og broer over Kattegat eller Øresund eller en ø i København, som også vil forringe havmiljøet i vores allerede stærkt belastede Østersø yderligere. Der er brug for, at vi betragter klimaudfordringen og biodiversitetskrisen med samme alvor, som vi betragter en pandemi eller en krig.
Der er imidlertid også store dele af arbejderklassen, studerende og mennesker udenfor arbejdsmarkedet, pensionister og efterlønnere, der ikke har en levestandard med de store muligheder for at drosle privatforbruget ned, og de kommer til at betale de kommende, store regninger for de samme penge, hvis ikke lønnen og indkomst-niveauet går op. Og når et flertal i Folketinget vil til at bruge flere penge på oprustning, selvom NATO-landene allerede bruger 17 gange mere på militæret end Rusland – ja, så bliver der helt naturligt også færre penge i det offentlige budget – til lønstigninger eller til bare at kunne lade velfærdsniveauet følge den demografiske udvikling, så der bliver flere penge i kommuner og regioner, når opgaverne også bliver flere.
Samtidigt hermed er vi bare også nødt til at indse, at vi har en række fag, helt afgørende fag indenfor den offentlige velfærdssektor, traditionelle kvindefag om man vil, som vi har svært ved – ja, som i øjeblikket er umulige at besætte. Vi mangler simpelthen folk. Og får vi ikke besat stillingerne til det borgernære omsorgs-, pleje- og sundhedsarbejde – ja, så får det fatale konsekvenser. Skal vi rekruttere til de traditionelle kvindefag i den borgernære velfærd skal lønnen op. Og det er da også kun rimeligt, at der ikke er et løngab mellem de traditionelle kvinde- og mandefag. Vi skriver jo trods alt 2022.
Der er mange borgmestre og andre kommunalpolitikere rundt omkring i landet, der i solidaritet med det ukrainske folk har åbnet dørene for dem, der er på flugt. Det kan nok ikke helt udelukkes, at det også sker i et håb om at kunne udfylde nogle af de mange, ledige stillinger i den kommunale sektor. Og så længe det sker på lige vilkår, skal der heller ikke lyde et ondt ord om det herfra. Om det kommer til at lykkes, afhænger jo af mange ting. Både hvor mange ukrainere, der kommer til Danmark, og hvor længe krigen varer. Men jeg synes, det ville være voldsomt positivt, hvis den nye tilgang til de ukrainske flygtninge – en tilgang, som også manifesterer sig i Folketinget, kunne brede sig til også at gælde folk på flugt fra andre lande.
Altså om en syrisk by bliver bombet af russisk militær eller en ukrainsk by bliver bombet af russisk militær – ja, jeg kan ikke se forskellen. Begge dele har skabt kummerlige forhold for civile, har sendt mennesker på flugt og familier i opbrud, bragt ødelæggelser, død og lemlæstelse med sig. Vores solidaritet bør ikke være forbeholdt særlige folkeslag. Den bør gælde alle folkeslag. Og det giver god mening at proklamere det på arbejdernes internationale kampdag, samtidigt med at vi aktuelt sender vores solidaritet til det ukrainske folk, den ukrainske arbejderklasse.
Lad os arbejde på et forår for medmenneskeligheden. Medborgerskabet. Hvor vi som nation igen åbner sindene og i erkendelse af, at vi faktisk har brug for at være flere, udstyrer vores nye naboer og arbejdskammerater med de samme muligheder og rettigheder som os andre, og f.eks. gør det noget lettere at få indflydelse på sammensætningen af den lovgivende forsamling, når man nu også er subjekt for loven; at vi også fortsat kan bryste os af at praktisere lighed for loven – uden særstraf til dem af anden etnisk herkomst med ophold i fængsler i lande med ringe udtalt begejstring for menneskerettigheder. Sådan helt grundlæggende demokratiske principper! For det virker jo bare så tosset, at man i Ukraine kæmper for demokrati og suverænitet, samtidigt med at vi selv gradvist afvikler det her til lands.
Der er med andre ord masser at kæmpe for stadigvæk – god 1. maj!
