”Plads til naturen” stod der på mange af de plakater, Enhedslisten havde i lygtepælene i forbindelse efterårets kommunalvalg. Nu er plakaterne taget ned og gemt til side til næste valg. For selvom der er mange gode tiltag på vej for at skabe mere plads til naturen, så er vi nok ikke – hånden på hjertet – kommet i mål inden næste valg, hverken på Bornholm eller i Danmark.
Sagen er jo, at vi mennesker med vores byer, vores industri, vores landbrug, skovbrug og fiskeri har taget kontrol over langt størstedelen af arealet i Danmark og kun efterlader meget små lommer, hvor planter og dyr kan udfolde deres liv uden vores indblanding. Det er de lommer – den plads – vi i Enhedslisten, og mange med os, ønsker at gøre større. Det gælder lige fra de små vandhuller, der genopstår, hvis vi undlader at dræne i det åbne land eller, som det sker med støtte fra Bornholms biodiversitetspulje, får oprenset eksisterende tilgroede vandhuller, til de lysåbne skove, der opstår, hvis vi stopper den intensive skovdrift og lader store dyr græsse i vores skove, sådan som det er planen i den knap 1.200 hektar store Naturnationalpark Almindingen.
Fordi det er os mennesker, der med vores produktion gennem generationer har tiltaget os pladsen på bekostning af naturen, er det nu også os mennesker, der må vige bare lidt af pladsen til fordel for naturen. Men når det nu sker på os menneskers’ nåde, er det så natur, kunne man spørge? Eller med andre ord, kan mennesker skabe natur?
Både ja og nej. For der er jo ingen tvivl om, at det ER på vores præmisser. Både beslutningen om at undlade at dræne og oprense vandhuller og dermed give plads til at vand, fugle, insekter og andet liv igen kan få mulighed for at udfolde sig uden vores fortsatte indblanding i agerlandet, og beslutningen om igen at tillade vildt at græsse i Almindingen og bringe den intensive dræning og skovdrift til ophør, er jo beslutninger, vi mennesker træffer.
Dertil kommer, at det jo er kun lidt af pladsen, vi er villige til at rømme. Den jordbruger, hvis marker grænser op til et genskabt vådområde, ønsker jo fortsat at kontrollere ’naturen’ i sin kornmark og fortsætter derfor med at sprøjte mod de planter, der ses som ukrudt, og mod de insekter – og dermed fugle – der ses som skadedyr. Ligeledes ønsker den parcelhusejer eller jordbruger, som er nabo til en naturnationalpark, jo fortsat at kunne gå ud i sin have eller kornmark uden at støde på en bison eller en kronhjort. Derfor hegner vi naturen inde, enten med drænrør og pesticider eller med fysiske hegn. Eller også er det os selv vi hegner ude fra naturen! Det afhænger af øjnene, der ser.
Under alle omstændigheder er det skønt, at vi begynder at give plads både til naturen og til, at vi – lidt efter lidt – kan genopdage, hvad naturen er, når den får lov til at udvikle sig på egne præmisser.
Og selvom alle langt fra er enige, så er det skønt at se, hvordan forskellige interesser bøjer sig mod og føjer sig for hinanden.
Som når innovative landmænd afser lidt af deres jord til fordel for fx vådområder og vilde grøftekanter i samarbejde med naturorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening.
Eller som når Naturstyrelsen, naboer og andre interesseorganisationer finder sammen om at indrette hegn og låger, så rådyr, ryttere og hestevogne kan komme under hegnet eller gennem lågerne, eller når det bliver besluttet ’kun’ at hegne ca. 1.100 hektar af naturnationalparken og lade et område på omkring 30 hektar af naturnationalparken være uden for det store hegn mhp. at også robuste kvæg fortsat kan græsse en del af naturnationalparken med den naturpleje og særlige biodiversitet, som det giver anledning til. Ligesådan virker det til, både fra det 70 sider lange udkast til projektbeskrivelse og -forvaltningsplan og fra referatet fra det første møde i den lokale projektgruppe (www.naturstyrelsen.dk/naturbeskyttelse/naturprojekter/almindingen-naturnationalpark/), at man arbejder på at tilgodese behovet for tømmer gennem en gradvis fældning af værdifulde, men ikke hjemhørende arter gennem en overgangsperiode.
Alt i alt gode takter, der giver håb for fremtiden!
Det bliver derfor rigtig spændende at følge, hvordan pladsen bliver indtaget af naturen de kommende år. Heldigvis må vi godt komme på besøg og kigge! Og måske bliver vi endda inspirerede til at give endnu mere plads, plads til naturen, ikke bare i det åbne land og i skovene, men også gerne i vores haver og byer.
Helle Munk Ravnborg
Februar 2022
