Ved Laura Kofod, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten
Det er dejligt at se jer og at vi kan være samlet om at fejre grundlovsdag, både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU. Partier og bevægelser er ikke en del af grundloven. De var slet ikke tænkt ind, da den blev skrevet for 173 år siden. Men det er en høj grad de politiske fællesskaber i partier og bevægelser, der holder demokratiet levende.
Partier og bevægelser gør det let at samle sig efter anskuelse og gøre ord og tanker til handling. Partier og bevægelser gør os stærkere. De er en ramme, hvor man kan blive en del af noget større, og hvor vi kan være med til at udvikle vores samfund, også mellem valgene. Det er også partier og bevægelser, der skubber til debatten og engagerer folk bredere når meninger brydes.
Mette Frederiksen vil i regering igen, ikke overraskende, og i dag er hun ude og sige at Socialdemokratiet også gerne vil i regering med de borgerlige.
På en måde er det heller ikke så overraskende. Socialdemokratiet har gennem mange år skåret ned på dagpenge, lavet indgreb i lockoutede lærere og strejkende sygeplejersker, og i det hele taget ført en politik, der på mange måder har meget til fælles med de borgerlige partier. Men socialdemokrater er også gået til valg på opgør med børnefatttigdom (vi venter stadig) og Arne-pension – tiltag som de borgerlige er modstandere af.
En samlet regering kan ses som et logisk næste skridt, men samtidig er det også et nybrud til skade for demokratiet. Det giver en enshed i politik. Det er ikke svært at forstå, at mange oplever politikerlede, hvis det ikke rigtigt føles som om det er muligt at stemme sig til forandringer. Hvis rød og blå er samme lidt brunlige grød, og ingen af dem tager hverken arbejdstagerrettigheder eller klimahandling sådan rigtigt alvorligt – gør det så overhovedet en forskel om man stemmer?
I dag på grundlovsdag fejrer vi demokratiet. Vi fejrer, at vi kan gøre en forskel og bruge vores stemme til at skabe forandringer. Det er en ret, der ikke er kommet af sig selv og som vi skal værne om. Vi skal sikre en ærlig politisk kamp, hvor forskellige holdninger deles og brydes – og hvor det rent faktisk gør en forskel, hvordan man stemmer til valg og i øvrigt engagerer sig.
I den netop afsluttede folkeafstemning var valgdeltagelsen lav i hele landet. Et stort flertal stemte for at afgive magt fra folket til politikerne. Men selvom flertallet var overvældende, så er der stadig ikke flertal af de stemmeberettigede, der har stemt for afskaffelsen af forbeholdet pga. lav valgdeltagelse.
Det er tankevækkende. Ligesom det også er tankevækkende, hvor mange der i dag ikke er en del af den efterhånden ret eksklusive klub af statsborgere, der har stemmeret. Næsten hver 10. borger, mere end 400 tusind voksne, lever i Danmark uden at kunne stemme til eller fra når magtpolitikerne vil stille med soldater til nye ørkenkrige.
Det er måske en af de vigtigste demokratiske kampe lige nu. At sikre at demokratiet er faktisk er for alle. At sikre alle borgere rent faktisk har en stemme. Det skal være meget lettere at få statsborgerskab, ja faktisk så skal det være en ret – for demokratiet og fællesskabets skyld.
På mange måder er vi i en situation, hvor der er behov for at forsvare demokratiet. Men som man siger: nogle gange er det bedste forsvar angreb. Vi har brug for et angreb for flere demokratiske rettigheder.
Det er ikke nok at kæmpe en defensiv kamp mod tilbagegang. Status quo er ikke målet. Vi har brug for perspektiver og drømme for hvordan demokratiet kan udvikle sig. Hvordan vi kan få bedre liv og magt over vores egen hverdag. Der er brug for at demokratiet bliver udvidet til i langt højere grad også at dække den økonomiske sfære og vores arbejdsliv. Mange er godt i gang – gennem de seneste år er kampen om indflydelse, i fx pensionskasser og energiselskaber, sat ind, ligesom kampen mod ghettoplaner flere steder har bidraget til at give nyt liv i boligforeninger, der ellers hensygnede.
Demokrati er bøvlet – det er hurtigere og lettere at lade chefen og kapitalen bestemme vil modsvaret måske være. Og ja, det er rigtigt – demokrati tager tid, og den tid skal vi give os selv. Derfor er kravet om 30 timers arbejdsuge også en af de vigtigste kampe vi står overfor. Vi har brug for mere fri tid til at tage ansvar for både vores eget liv og fællesskabet. For demokratiets skyld.
Tusind tak for ordet – og fordi at vi er sammen om at kæmpe for demokratiet og bedre liv – på Bornholm og i resten af verden!
