Af Morten Riis, viceborgmester og næstformand i Trafikkontaktrådet på Bornholm
Transportminister Thomas Danielsen påstår, at ikke alene er landvejsprincippet overholdt i forhold til færgebetjeningen af Bornholm, således at én kilometer via søvejen er på samme prisniveau som én kilometer på landevejen – nej, Bornholm er faktisk overkompenseret.
Det strider imidlertid imod tal fra FDM, som tilsiger en væsentlig lavere pris på den gennemsnitlige billetpris på Bornholmslinjen. Ifølge FDM koster det 3,34 kr. at køre én km – og derfor bør den gennemsnitlige maksimale færgebilletpris for en personbil være 233,80 kr., hvis landevejsprincippet skal være overholdt. Ministeriet udregner imidlertid landevejsprincippet ud fra en anden metode. I deres beregning sniger der sig dog en ganske graverende fejl ind.
Peter Krogh fra TV2 Bornholm har spurgt ministeriet til overholdelsen af landevejsprincippet og fået tilsendt et notat, der viser hvorledes man i ministeriet udregner prisfastsættelsen. Udgangspunktet er en tabel, der stammer fra rapporten ”Rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm” fra 2014. På side 75, i bilag 3 i rapporten findes denne tabel. I notatet henvises der til tabellen fra 2014, men i beregningen bruger man imidlertid et løn- og prisfremskrevet takstblad fra 2015.
Til tallene fra 2015 tillægges beregningen af billettaksten for en personbil så yderligere en billettakst for 2,5 gående passagerer, da bilerne på færgen i gennemsnit har 2,5 passagerer med. Hvad ministeriet imidlertid har overset er, at der i det oprindelige billettakst-blad fra 2014, allerede er taget højde for, at der er 2,5 passagerer med i en personbil. Så ministeriets fylder simpelthen bilen helt op!
Fremskriver man derimod den maksimale gennemsnitspris for en personbil med løn- og prisudviklingen (hvilket sådan set også er noget pjat, da det ifølge FDM er blevet billigere at holde bil siden 2018), så bør den maksimale gennemsnitspris være 311,50 kr. – hvilket er 105,38 kr. under den aktuelle, maksimale gennemsnitspris for 2025. Altså er landevejsprincippet – ifølge ministeriets egen regnemetode, ikke overholdt.
Ministeriet er nået frem til, at den gennemsnitlige maksimale billetpris for en personbil bør være 585,01 kr. i 2025, og da Molslinjens pris hedder 416,88 kr., lyder konklusionen, at Bornholm er overkompenseret med 168,13 kr. – havde det ikke været for ministeriets fejl! I stedet vil jeg påstå, at vi er underkompenseret – og det næste spørgsmål er så, hvor længe ministeriet har benyttet denne regnemetode?
Jeg har derfor bedt om, at prisudviklingen på færgebilletter og overholdelse af landevejsprincippet bliver sat på dagsordenen til det næstkommende møde i Trafikkontaktrådet – hvor ministeriet også er repræsenteret.