Første maj 2017!

I dag mødes socialister og arbejdere verden over!
Taler om situationen, hvor de er, sammenhængen med udviklingen i resten af verdenen. Mindes gårsdagens kampe, sejre og nederlag. Synger og fester.
Det til trods, er dagen ikke en festdag, men en kampdag. En global arbejdsnedlæggelse, hvor vi modsætter os borgerskabets interesser og kapitalens logik om evig profitmaksimering.
Det er et stærkt fællesskab, vi mere eller mindre bevidst indgår i.
Men hvis vi indgående arbejdede på at styrke bevidstheden om den internationale arbejderklasses magt, kunne vi styrte troner i grus, og opbygge en verden uden udbytning, undertrykkelse og krig.

Selvfølgelig er der modsætninger indenfor vores bevægelse, internationalt, nationalt som lokalt. I Enhedslisten Bornholm er vi glade for, at vi har kunnet lægge en af disse om end mindre bag os, og igen kan holde 1. maj sammen. Der er med andre ord plads til modsætninger, forskellighed, dialog og kritik 1. maj. Vel er vi alle sammen i opposition til den siddende regering, men det er jo ikke det samme som, at vi enige om alt.

Tag nu f.eks. bare den netop overståede overenskomstforhandling. Den har jo unægtelig givet anledning til, at modsætninger er trukket op, modsætninger som det i denne kreds er vigtige at forholde sig til. Først er der selvfølgelig selve indholdet af forliget.
Der er plusser og minusser. På plussiden hører:
– ret til fri ved barnets første og i nogle tilfælde anden sygedag
– fuld løn under forældreorlov
– vikarer får bedre muligheder for at få pension
– minimalsatserne hæves med 2 kroner hvert år de næste tre år
– lærlinge og elevers løn stiger med 1,7%
– seniorordning med op til 32 fridage om året

Skal jeg være helt ærligt, så synes jeg ikke, det lyder af ret meget, efter to overenskomster på det private område, der ærligt talt ikke har budt på ret meget, og som blev underkrevet under overskriften om løntilbageholdenhed fra arbejderklassens side.

Jeg anerkender, at de tre første ting er fremskridt, men nu ruller hjulene så igen, og lærlingene skal nøjes med 1,7%, hvor de fik 1,9% i kriseåret 2014. For en 1. årslærling indenfor vil det sige, at timelønnen stiger lidt over en krone, små 2.200 kr. om året – før skat. Havde det ikke været for den lave inflation, ville det jo være jordnødde. skaller.

At hæve minimalsatserne vil på en del områder have så godt som ingen effekt på den reelle løndannelse. Voksenlærlinge vil få lidt mere i lønposen, men som værn mod social dumping, dumper det. Hertil er stigningen alt for lille.

Når vi glæder os over, at ældre ansatte fem år før pensionsalderen kan tage op til 32 seniordage, skal vi huske på, at retten er helt for egen regning. Man bruger af sin fritvalgslønkonto og pensionsindbetaling, og skal man bruge alle 32 dage forudsætter det, at man opsparer hele sin fritvalgslønkonto i ti år før pensionsalderen. Konsekvensen er lavere pension i alderdommen og lavere løn under ansættelsen. Det er ikke en løsning på de nedslidtes problem.

Og tiltag til at mindske nedslidning var netop et af lønmodtagernes største ønsker til den nye overenskomst. Det er jo ikke så mærkeligt. Med udsigten til at man skal være på arbejdsmarkedet, indtil man er over 70 år, er det logiske ræsonnement, at vi må sænke arbejdsnormen, hvis vi skal holde til det.

Men hvad sker der? Arbejdsgiverne får nu mulighed for systematisk at hæve arbejdstiden. Og det er så dumt formuleret. Det hedder: maksimalt 5 timer ugentligt og 1 time dagligt. Hvor mange timer er det? 42? 47? 49? Ja, det må Arbejdsretten jo afgøre, hvis det en gang når dertil.

Og alle de herlige penge, der kommer ud af det – ja, de kan såmænd blive stående på mesters konto i helt op til et år, hvorefter han med 6 kalenderdages varsel og efter “lokal forhandling” fastlægger afspadseringen. Tak spids. Og hvad hjælper det så, at far i en periode i højere grad tager noget af barslen, hvis han i hverdagen er længere tid væk?

Heller ikke i år var der noget effektivt værn til bekæmpelse af social dumping. Ikke noget med kædeansvar eller nogen markant forhøjelse af minimalsatserne. Ikke noget juridisk, der holder vand.

Medlemmernes i fire af LOs forbund stemte nej, otte ja, omsat til tal vil det sige, at 93.468 medlemmer stemte nej, 121.379 ja. Med den højeste stemmeprocent i 44 år, 51,8%, lykkedes det at splitte arbejderbevægelsen stort set midt over på et – næsten uanset ens private konklusion, povert resultat.

Vi fra Enhedslisten er af flere ledende medlemmer i fagbevægelsen efterfølgende blevet beskyldt for at komponere og stå bag en nej-kampagne. Uanset hvor gerne vi vil tage æren for det, så er vi med vores lidt over 9.000 – godt nok dedikerede medlemmer endnu ikke i stand til at øve direkte indflydelse på 43 % af LO’s medlemmer.

Konspirationsteorien er helt hen i vejret. Til gengæld bekræfter den noget helt andet, nemlig at fagtoppen desværre er meget langt væk fra, hvad der rør sig blandt medlemmerne.

Den primære reaktion på de mange nej-stemmer har været en formodning om, at kommunikationen omkring forligenes indhold ikke har været tydelig nok. At folk simpelthen ikke har forstået de gode argumenter og muligheder i de nye overenskomster. Man er helt blind overfor, at nej-stemmerne udtrykker en reel politisk uenighed med fagtoppen.

Ingen centrale kræfter har koordineret dette års nej-kampagne. Traditionelt har nej-siden ellers været båret af fagforeninger, og fagforeningsformænd. Men denne gang var organiseringen bag “Nej til 42 timer” faktisk et initiativ fra neden, bestående af aktive lønmodtagere og arbejdspladser.

Overenskomstforhandlingerne har også sat to andre forhold til debat. Det ene er sammenkædningen.

Den positive tanke bag sammenkædningen er naturligvis et forsøg på at vinde styrke overfor arbejdsgiversiden. Nogle faggrupper kan tage kampskridt, der er særdeles virkningsfulde, mens andre har sværere ved det. Ideelt set øger sammenkædningen vores styrke. Men det er kun så længe, vi har fælles interesser, og det ikke lykkes arbejdsgiversiden at slå kiler ind i vores fællesskab.
Og så er der en ting mere, der er vigtig i forhold til effektiviteten i sammenkædningen. Det nytter ikke noget, hvis vi ikke tør bruge vores magt. Hvis ikke vi netop nu tør tror på, at strejkevåbnet, midt i et opsving, der rækker langt ud over Boomholm, hvis ikke vi netop nu tør tror på, at det er effektivt, kan flytte noget – hvor er vi så henne med konfliktretten, den danske model, arbejdsmarkedets parter og alt det andet hæderkronede arvegods?

Det var da netop nu, vi skulle have det kædeansvar transportsektoren og byggeriet har råbt på i årevis. I mellemtiden ser vi social dumping brede sig ind på områder, vi tidligere ikke kunne forestiller os det. Der findes nu åbnet private børnehaver, der ikke har overenskomst, og som aflønner deres ansatte helt ned til 70-80 kroner i timen, ikke indbetaler pension til deres ansatte, etc. Social dumping er ikke forbeholdt metrobyggerier.

Det andet som OK17 igen har bragt op til debat, er industriens dominans over de andre overenskomstområder. Efterhånden ser den danske model jo sådan her ud: CO-industri fastlægger linjen, fagtoppen og alle geledder bakker op, skulle arbejderklassen mod alles anbefaling stemme det ned, kommer der er regeringsindgreb efter ganske kort tid. Men hvor er arbejdernes indflydelse på deres arbejdsliv henne i det? Hvad er ærværdigt ved den model? Hvor er konfliktretten?

Det er det, der har fået arbejderne i byggeriet til at råbe op om, at de fremover vil forhandle deres egen løn, det der har fået Falck-redderne til at true med kollektiv udmeldelse, det der har fået næsten 100% af slagteriarbejderne til at stemme nej og ad flere omgange nedlægge arbejdet trods trusler om bod. Det er ikke en orkestret kampagne fra Enhedslistens side, men et vink med en vognstang om, at top og bund er nødt til at komme på niveau, i øjenhøjde, og at forbundene er nødt til at være solidariske med hinanden – i top som bund. Ellers taber vi gang på gang. Og så ender vi også med at tabe opbakning.

I Honduras, som i mange andre lande har man ikke nogen stærk fagforening. Her er man stadig meget tæt på det feudale godsejervælde. De seneste 5-6 år har man forsøgt at omstille landarbejdernes fagbevægelse, og ændrer dem til at være organiseret omkring enkelte virksomheder til at være branchefagforeninger. Det er en risikofyldt strategi, men også en åbning mod at kunne organisere de hundrede tusinder af arbejdere, der indtil nu ikke har haft mulighed for at organisere sig fagligt. Ikke mindst i landbruget er der mange marginaliserede grupper af arbejdere, løst ansatte, sæson-arbejdere, uformelt ansatte. Mange kvinder og endda børn.

Honduras er et af de farligste lande for rettighedsforkæmpere som fagforeningsfolk. Mange politiske mord er blevet begået, og volden eskalerede kraftigt efter statskuppet i 2009. Dødstrusler og andre former for afskrækkelse er almindelige metoder for at undgå faglig organisering.

Landarbejderne i Honduras har længe befundet sig i en hård kamp mod den japansk-irske frugtgigant Fyffes, som fortsat nægter at anerkende landarbejdernes rettigheder

Fagforeningen STAS har brug for hjælp til deres faglige arbejde, herunder økonomisk støtte til en bil, der vil gøre det muligt for dem at tilbagelægge de ret store afstande mellem de forskellige plantager og landbrug i Honduras. Formålet er at styrke organiseringsarbejdet på landet ved at gøre fagforeningen mere mobil.

80 procent af den arbejdskraft, Fyffes bruger i det sydlige Honduras er kvinder, der hyres som sæson-arbejdere. Halvdelen af kvinderne er enlige mødre. Da arbejderne på nogle af Fyffes virksomheder endelig havde fået dannet fagforeningen STAS, reagerede frugtselskabet med at fyre dusinvis af organiserede arbejdere og afvise forslag om at starte en overenskomstforhandling. På et tidspunkt tilbageholdt de flere bestyrelsesmedlemmer fra fagforeningen i direktionslokalerne.

STAS har klaget over, at Fyffes tvinger arbejderne til overarbejde, betaler dem langt under mindstelønnen og undlader at betale feriepenge, opregne anciennitet og indbetale tilbageholdte beløb til socialsikringen.

Det er desuden blevet rapporter, at arbejdsmiljøforholdene er dårlige, der har været eksempler på pesticidforgiftninger, gravide fyres og virksomhederne bruger sortlistning til at holde fagligt bevidste arbejdere ude.

Vi støder faktisk på Fyffes i vores hverdag. Deres produkter ligger, hvor vi handler ind. Derfor er jeg også stolt af, at vi her i dag samler ind til landarbejderne i Honduras, hjælper dem i deres kamp for rettigheder og rimelige forhold.
Vi kan spejle os i deres kamp. Honduras viser os, hvor vi ville være uden arbejderbevægelsens mangeårige kampe, men også hvor vi igen kan ende, hvis vi ikke fortsætter kampen og værner om det vundne.
Men vi bør ikke kun spejle os i dem qua vores fortrin. Der er meget vi kan lære – også af tredjeverdens lande. Vi bør f.eks. spejle os i deres iver, i deres tro på, at det nytter at kæmpe, i deres stædige forsøg på at gøre morgendagen bedre.

Det er ikke kun på Bornholm, der samles ind til en bil til fagforeningen STAS. Det er lykkedes os at brede indsamlingen ud til 1. maj-stævner i Århus, Ålborg, Silkeborg, Viborg, Næstved, Hvidovre, Gladsaxe, Sydhavnen, Albertslund og Samsø.

Jeg håber, I spytter godt i kassen! Sammen kan vi mere. Sammen skaber vi morgendagen, som LO’s parole lyder i dag.

Det gælder også lokalt. Jeg vil godt her til fælles 1. maj kvittere for det gode samarbejde, vi har haft med særligt de fagforeninger, der organiserer de offentlige ansatte. Sidste år afholdte vi to markeringer, hvor vi sammen med 73 andre kommuner, sagde nej til regeringens planer om, at forringe den kommunale økonomi og lægge yderligere bånd på det kommunale selvstyre. Det lagde et nationalt pres, som fik regeringen til at modificere sine krav, om end ikke helt at skrinlægge dem. Men det nyttede altså noget at mobilisere. På Bornholm var vi så heldige, at udgangspunktet for den kommunale budgetlægning var noget mere favorabelt end tidligere års. Det førte til et budget – som vel med en vis rimelighed kan kaldes rødt, og så også peger fremad mod en større grad af fælles fodslag mellem os og Socialdemokraterne. Det er i hvert fald vores intentioner. Meget tyder på, at flere års kommunal tilbagegang snart vil blive vendt til fremgang. Flere og flere flytter til vores dejlige ø, der er mangel på arbejdskraft i flere sektorer, og det offentlige har nærmest med keynesiansk forbillede igangsat en række store byggerier.

Det inviterer jo umiddelbart til stor enighed, at der er mindre knappe ressourcer. Men det er også i opgangstider, at vi skal løse de store opgaver. Vi er udfordret i Folkeskolen, og den er vi nødt til at tage hånd om. Vi er nødt til at sikre, at vore ældre medborgere modtager den nødvendige pleje og omsorg, og at vores kommunale medarbejdere i dette arbejde får mulighed for at udfolder deres faglige kompetencer. Vi er nødt til at fortsætter de positive tanker omkring klima og miljø, så de i højere grad bliver til virkelighed, landbruget og dets miljøbelastning skal under luppen, og vi skal sikre ordende forhold for de ansatte. Det er bare nogle af de opgaver der venter os, og vi håber, at få mandat til at gøre noget ved det, når efterårets kommunalvalg er overstået.

Med disse ord vil jeg ønsker jer alle en rigtig god 1. maj, en rigtig god kampdag!